Hvordan kan vi vide om vi gør fremskridt i vores spirituelle udvikling?

ved Marshall Govindan

Hvordan ved vi om vi gør spirituelle fremskridt? Det er et væsentligt spørgsmål som enhver seriøs åndelig praktikant stiller sig selv før eller siden. Og det er ikke helt let at svare på eftersom den åndelige vej er progressiv - fordi ’det åndelige’ ikke har form er det svært at måle. Så før vi forsøger at definere hvad fremskridt i denne kontekst vil sige, skulle vi måske definere hvad vi mener med begrebet ’åndelighed’ eller spiritualitet.

Indenfor Yoga taler vi om det menneskelige dilemma egoismen udgør; det at identificere sig med krop og sind. Vi refererer til fem kroppe: den fysiske krop (annamaya kosha, ordret oversat: føde -kroppen), vitalkroppen (pranamaya kosha, som animerer den fysiske og er sæde for følelserne), mental kroppen (manomaya kosha, inkl. underbevidstheden, erindringsevnen, de fem sanser, genkendelsesevnen), den intellektuelle krop (vijnanamaya kosha, inkl. vores logiske sans og fornuftsevner) og den spirituelle krop (anandamaya kosha, ordret saligheds kroppen eller sjælen, som er ren bevidsthed, Vidnet). Almindeligvis tænker og handler vi udfra vor tro på at ’jeg’ er kroppen eller ’jeg’ er mine følelser eller ’jeg’ er mine erindringer eller idèer. Man siger foreksempel, ’jeg fryser’; eller ’jeg’ er vred; eller ’jeg’ er gift med den og den; ’jeg’ er Peter Hansen; eller ’jeg’ er Venstremand. Men en måneds tid senere har disse ting måske ændret sig drastisk: ’jeg’ har det varmt; ’jeg’ er glad og tilfreds; ’jeg’ er skilt; ’jeg har skiftet navn til ’H.C. Andersen og for resten stemmer jeg ikke længere Venstre, nej, de Grønne er mit parti. Det er klart at vi ikke kan være både det ene og det andet; vi kan kun være det som er… altid. Og dog er egoets kraft så gennemtrængende at vi konstant forglemmer os og den vi i sandhed er: ren væren og bevidsthed.

Deraf følger at ’åndeligt fremskridt’ må involvere en gradvist fremadskridende identifikation med anandamaya kosha eller den åndelige krop, og en progressiv slippen af den falske identifikation med de fysiske, emotionelle, mentale og intellektuelle kroppe eller dimensioner af vor eksistens. Det er en gradvis udrenselse af egoismen hvis manifestationer inkluderer begær, vrede, grådighed, stolthed, forelskelse, skadefryd og ondskabsfuldhed. I starten og i lang tid er denne renselsesproces ensbetydende med at gøre sig anstrengelser for at respektere etiske, moralske og religiøse påbud, foreks.: ikke-vold, ikke at stjæle, ikke at begære. Disse anstrengelser gør én i stand til at finde en indre balance som er baseret på kærlighed, tilfredshed, accept. Sagt med andre ord egoet får os til at sidde tæt klinet op ad vort livs fjernsynsprogram. Som konsekvens heraf er vi så absorberede i dramaet at vi glemmer hvem vi i sandhed er. Ved at rense os for begær, grådighed og vrede bliver vi i stand til at trække os lidt på afstand af ’skærmen’, langt nok væk til at det går op for os at vi ikke er fjernsynsprogrammet, ikke er alle disse dramaer i vort liv; vi er blot vidne til det hele. Derefter er det et spørgsmål om at trække sig yderligere hinsides… og gradvist udvikle et højere perspektiv på hvem vi er.

Ultimativt, som vi vil se i slutningen af denne artikel, når først Selv-Erkendelsens stadie er mestret, begynder det at dale ned i den intellektuelle, den mentale, vitale og endelig i den fysiske krop og transformere dem. Vor åndelige udvikling behøver altså ikke bevæge sig ’op & væk’ fra denne verden. Den kan, som vi vil komme ind på, involvere en integreret udvikling af samtlige fem eksistensplaner.

Men til at begynde med handler vor åndelige udvikling primært om at vi identificerer os i stadig stigende grad med den del af os som er ren bevidsthed, eller Vidnet. Det er det der kaldes SelvRealisation. Det sker i følgende stadier:

1. Udvikling af sindsro. Sindsro eller indre ro er ikke et fravær af tanker, men at være tilstede med dem. Så, som vi udvikler os i dette begynderstadie gør vi os gradvis fri af vanemæssige reaktioner, foreksempel vrede eller frygt og erstatter dem med reaktionen af rolig nærværelse. Skampletten som vort mentale selvbedrag udgør kendes også under navnet maya, og blændværket, maya svækkes gradvist ved udvikling af sindsro. Samtlige Yogaens praktikker, være sig stillinger, systematisk vejrtrækning, mantraer, meditation eller hengivenheds ritualer hjælper os i dette stadie til at nedbringe ophidselse og unødvendig aktivitet (rajas) og til at svække ulyst, dovenskab og tvivl (tamas) med rolig, fredfyldt balance (sattva). Det bringer nærvær eller væren (sat). Ved aktivt at praktisere objektivitet begynder vi så småt at slippe vor trang til at lade os absorbere helt ind i oplevelserne.

2. Udvikling af Vidnet, chit, eller ren Bevidsthed. Vi anlægger et nyt perspektiv, men bibeholder en del af vores opmærksomhed i baggrunden, observerende. Vidnet hverken handler eller tænker. Det betragter blot handlinger som de udspiller sig eller tanker, følelser eller sansninger komme og gå. En del af vores bevidsthed er involveret i aktiviteterne og en del står lidt tilbagetrukket og ser til fra sidelinien. Vi begynder dette stadie med bevidst at forsøge konstant at være Vidne i en vis afgrænset periode eller i løbet af en specifik aktivitet. Det kan foreksempel gøres under udførelsen af noget rutinearbejde, som ikke kræver den helt store koncentration, noget som vi er vant til at gøre. Senerehen vil det også kunne lade sig gøre med mere udfordrende opgaver eller som måske opleves for første gang, foreksempel når vi udsættes for et uheld og falder. Dette perspektiv bliver gradvis mere uanstrengt og integreret i vort dagliglivs aktiviteter.

3. ’Jeg er ikke den, der handler.’ Som vores Vidnebevidsthed udvikler sig føler vi ikke længere at vi gør noget, eftersom vi ikke længere identificerer os med kroppen og de mentale bevægelser. Snarere føler vi at vi kun er en betragter og vor krop og vort sind et instrument. En del af vores bevidsthed er involveret i at gøre ting, det være sig at gå, snakke, arbejde, spise o.lign., men nu er en del af vores bevidsthed trådt et skridt tilbage. Den gør intet. Den befinder sig i en passiv tilstand af ikke-dømmende opmærksomhed. Man føler sig som instrument og at det er det Guddommelige, der handler på alle planer. Man føler at der ikke er nogen ’handlende’ indeni. Og dog bliver alting gjort. Man nyder begivenhedernes udvikling, deres synkronicitet og konsekvenser. Man sætter stadig højere pris på det faktum at alle handlinger, ord og tanker indebærer deres respektive konsekvenser, eller karma, og hvorledes denne lov kan bruges bevidst til at skabe lykke snarere end smerte til andre. Med denne nye udvidede opfattelse af ens Selv opleves andres behov i høj grad som ens egne. Man udtrykker sin kærlighed for andre og hjælper dem til at finde lykke.

4. ’Jeg er Det Jeg er.’ I dyb meditation bliver vi bevidste om det der er bevidst. Bevidstheden selv bliver objektet. Vi føler at ’Jeg er i Alting’ og at ’Alting er i mig.’ Senere og gradvist begynder denne Selvets realisation at synke ned i og gennemtrænge vor vågentilstands dagliglivs aktiviteter. Guds realisation kommer når denne tilstand fordyber sig. Helgener og mystikere fra alle de spiritulle traditioner har forsøgt at beskrive dette, men for det meste kommer de til kort. Rent faktisk er det sådan at jo mere man forsøger at beskrive det, jo længere er man fra det, fordi det at sætte ord på og beskrive det eller blot at tænke på det reducerer det til et sæt idèer. Eftersom ’DET’ transcenderer alle navne og former, gennemtrænger alting, og er uendeligt og evigt blegner alt andet i sammenligning. Tavshed er derfor det foretrukne kommunikationsmiddel for de, der i sandhed kender ’DET’. Som Swami Rama Tirtha, den første Yogi, der bragte Yogaen til Amerika mod slutningen af det nittende århundrede, udtrykte det: ”En Gud, der er defineret er en Gud, der er sat i fængsel. Hvad alt det her handler om, kan vi ikke tale om, ja ikke engang fløjte om.”

De nævnte stadier er ikke en lige linje. Vi zigzagger os ofte igennem dem på grund af sindets ustabile natur og vore vanemæssige reaktioner (samskaras) , karma, maya og guna’ernes handlinger. Men generelt set er det udviklingens bevægelse; hvis vi udvikler os spirituelt. Vor identifikation med kroppen, følelserne og de mentale bevægelser svækkes og erstattes med en identifikation med Det, som er hinsides navne og former, som er Selvet, Ren bevidsthed og som ultimativt er Guddommeligt.

Forestillinger om og perspektiver på Gud som de udvikler sig henad vejen

Vor forestilling om Gud eller et Højeste Væsen udvikler sig også gradvist, i stadier, som løber parallelt med de ovennævnte stadier af spirituel udvikling. Fra noget som er ’derude et sted’, til ’det der er indeni mig’. Det er interessant at analysere hvordan vores tanker om Gud og vores identifikationer med det ene og det andet udvikler sig i takt med at vi udvikler os ad den spirituelle vej. Ved at gøre det kan vi undgå at sidde fast på et lavere niveau. Teologer har klassificeret religionens progressive forestillinger om Gud. Hver religion eller kulturgruppe går ud fra at netop deres forestilling om Gud er den korrekte. Det skulle være klart at ens forestilling om Gud er defineret og begrænset via ens uddannelse, forståelse af naturen, personlige erfaringer, forestillingsevne, begær og frygt. Den menneskelige situation projiceres over på ens forestilling om Gud. Det følgende illustrerer dette:

1. niveau: Gud er min allierede. Jeg er den fysiske krop.

Troen på et højere væsen opstår når man bliver opmærksom på frygt, og den største frygt er angsten for døden. Urmennesket søgte at overvinde frygten ved at definere diverse naturens hændelser som overnaturlige fænomener. Og for at overvinde disse overnaturlige fænomener gav han ofringer i håbet om at disse ville formilde de vrede ånder, der var ansvarlige for tordenvejr, flod, tørke, krig, sygdomme og død. Overnaturlige væsener, hvad enten de var af ondskabsfuld eller venligtsindet natur kunne være ens fjender eller blive allierede ifølge tidlig polyteistisk religion. Troende søgte beskyttelse hos guddomme og gudinder, for at de skulle besværge de onde uvenlige indflydelser og den deraf følgende lidelse. Overnaturlige kræfter kunne være drilagtige grænsende til det hævngerrige. Livet var kort, brutalt og det handlede primært om overlevelse, så kodeordet var beskyttelse. På det stadie identificerer man sig primært med den fysiske krop og overlevelse er det altoverdøvende tema. Hvis jeg kun er kroppen er ondskab alt det, der truer min overlevelse. Godt er det, der sikrer min overlevelse, mad og tag over hovedet. Derfor beder jeg til en Gud, der som min allierede yder mig beskyttelse i form af alt jeg behøver for at overleve. Uvidenhedens skamplet skjuler ens sande identitet og konsekvensen er at egoismen vil være dybt rodfæstet i den fysiske krop.

2. niveau: Gud er Omnipotent. Jeg er sindet og personligheden.

Når først et samfund er stabiliseret og overlevelse ikke er det primære punkt på dagsordenen søger menneskene at udforme love og regler til styring af deres sociale adfærd. De tilskrev autoriteten bag lovene til en ’Almægtig’ Gud. Gud ses som kilden til al magt og autoritet. De, som opnår magt ser det som en gave fra Gud. Høvdinge bliver konger, dommere bliver præster. Og magt bliver et rusmiddel, en ophidselse, for jo mere man har den jo mere begærer man den. Individet, som nu er fri af de mest basale overlevelsesspørgsmål identificerer sig med sindets og vitalkroppens interesser. Egoet, d.v.s. vanen med at identificere sig med kroppen og sindet omfatter nu en næsten uendelig kæde af muligheder, efterhånden som begærene ekspanderer. Man konkurrerer med andre. Man er selvisk. Når man søger at opnå magt vil man ønske at dominere andre for at opfylde sine egne ambitioner. Samtidig med det søger man at overholde de love, man mener er givet af Gud, idet man frygter for straf hvis man overtræder reglerne. Religiøse trossætninger, dogmer og institutioner er udviklede som modsvar til en ekspanderende intellektuel nysgerrighed i kombination med den herskende klasses ønske om at kontrollere den menneskelige natur og holde den i ave. Videnskaben udvikler sig nu og udfordrer religionen. Religioner støder sammen. Kulturer støder sammen. Politiske og religiøse institutioner allierer sig. Ja man begynder sågar at bede til Gud om at udrydde ens fjender eller i det mindste at konvertere dem til ens egen tro. Det bliver et spørgsmål om ’os’ versus ’dem’.

3. niveau: Gud er Stilhed: ”Vær Stille og Vid Jeg er Gud”. Jeg betragter.

Mange individer når til denne tilstand hvor de, af den ene eller anden grund, opdager et indre væsen, noget som er hinsides krops, sanse og sindsbevægelser. Det er måske en spontan spirituel oplevelse under hvilken man transcenderer; det er måske resultatet af at man udfører en specifik meditationsøvelse; det opstår måske efter man har haft en meget kraftig fysisk oplevelse som involverer smerte; eller udaf dyb meditation under hvilken man ’står af’ sin almindelige mentale tilstand. Som resultat begynder man erkende at ens tidligere forestillinger om Gud blot var netop forestillinger; det vil sige man begynder at få øjnene op for at det man hidtil har kaldt Gud blot var ens egen skabelse, som skulle tjene ens egne egoistiske behov med alt hvad det indebærer af frygt og ønsker. Det går op for én at ens syn på verden ’derude’ i allerhøjeste grad er farvet af ens egne sym - og antipatier. Men her på 3. niveau finder man fred og nu er Gud Fred. Man erkender sandheden i Salmerne: ”Vær Stille og vid jeg er Gud.” Man erkender at det kun er via udviklngen af ens indre perspektiv på ens sande Selv , en Vidne bevidsthed, man kan gøre sig håb om at overvinde yderverdenens tummel og larm; i sindets dybe stille ro opdager man Ren Bevidsthed. Det er som med lyset i rummet, man indtil nu har ignoreret optaget som man var af alle de ting lyset skinnede på, rummets indhold. I starten vil der være en spænding mellem ens ydre og indre liv, som måske resulterer i at man afviser sidstnævnte. Efterhånden som dette niveau udvikler sig søger man at opdyrke rolig, meditativ opmærksomhed i samtlige ens livs bevægelser. Man afviser ikke verden, man er som Jesus udtrykte det: ”i Verden, men ikke af Verden.” Man erstatter sine tanker om Gud, det vil sige sine forestillinger og koncepter med et nyt Vidneperspektiv, hvori man ikke længere er fortabt i tanker, men fredfyldt med et roligt sind. Ja faktisk rejser man sig op over de mentale bevægelser ind i ’bevidsthedens lys’. Ord kan ikke udtrykke, poesi kan blot pege… ”Det er en fred, der overgår enhver forstand,” som nævnt af mystikere og seere indenfor alle verdens åndelige traditioner. På dette niveau bevæger religionen og alle andre intellektuelle systemer sig ind i åndelighedens sfære.

4. niveau: Gud er Viis. Jeg lytter. Jeg ved.

Efter at have sat sig ud over de helt grundlæggende følelser af frygt og begær og have fundet indre fred erkender man at Gud elsker mig, at han tilgiver mig, at han forstår. Altså er han viis. Gud ved alt og deraf følger at ved at lytte til ham kan jeg også vide. Jeg lytter til ham ved at være rolig, modtagelig og ved at tillade min intuition at tale. Jeg begynder at identificere mig med ’den, der ved’- ikke fordi jeg lærte en hel masse da jeg gik i skole… men fordi jeg bare ved det. Jeg forstår mere og mere, rent spontant, hver gang jeg fokuserer på hvad det end er jeg har behov for at vide noget om og kende til. Tingene bliver klare. Jeg ser den underliggende sandhed bag alting og visdom tilflyder mig. Jeg kan skelne det der ikke er permanent fra det permanente, det der bringer glæde fra det der volder smerte og forstår ’Hvem er Jeg’ - jeg er i sandhed den evige sjæl, ren bevidsthed. Man bekymrer sig ikke længere om at følge reglerne og undgå alt, hvad der måtte gøre ondt, specielt i yderverdenen. Man vender sig mod en transcendental kærlighed til Gud, med fuld tillid og idet man altid værner om Dette dyrebare i sit hjerte føler man sig elsket, lutret og intuitivt guidet af Herren. På slutningen af dette stadie føler man sig helt uskyldig idet man har sluppet alle forestillinger om godt og ondt, skyld og stolthed. Man identificerer sig med andre, elsker dem og hjælper dem til at finde lykken.

5. niveau: Gud er min med-skaber. Jeg skaber.

På dette niveau af åndelig udvikling erkender man at have magten til og ansvaret for at skabe sit eget liv. Man går hinsides den almindelige tilstand af at ’drømme med åbne øjne’ til tilstanden af at være Seer. Man bliver visionær. Man forbliver trofast overfor sine drømme, de drømme der er i overensstemmelse med ens visdoms og Selv Realisations vej. Herren er ikke længere fjern, og man føler sig som Herrens medskaber. Herren øser af sin Nåde. Han inspirerer. Når man beslutter sig for at noget skal ske er konsekvensen at universet af sig selv begynder arrangere tingene som hjælp til at fuldbyrde ens beslutning. Det kan godt være man skal arbejde for det - hårdt endda, men man føler at man ikke er ’den, der handler’, men blot et instrument. Man er tålmodig m.h.t. resultatet i troen på at universet nok skal tage sig af det. Man er tilstede i nuet og tingene bliver gjort, efterhånden som man gør det nødvendige. Man falder mere og mere i tråd med Herrens vilje eftersom man får renset ud i egoets behov og præferencer. Hvad resultatet end ender med føler man sig velsignet.

6. niveau: Gud er et under. Jeg er strålende Bevidst Erkendelse.

Med Gud som medskaber begynder man at opleve verden som et skabelsens mirakel og vore liv her som en legeplads. Miraklernes overflod. Gud er med Yoganandas ord ”ever new joy”, så formidabelt er hvert eneste øjeblik, så mægtig hver hændelse. Man ser Herren som det, der er hinsides al årsag-virkning, uberørt af skabelsen, bevidsthedens lys. Man erkender at i ens eget inderste Væsen er den selvsamme strålende selv bevidsthed. Lys er metafor for bevidsthed, men det er også det mystikerne oplever i deres sjæls dybder. Herren er hinsides tid, hinsides rum, ubegrænset på enhver tænkelig facon. På dette niveau bringer Herrens Nåde mange forunderlige hændelser med sig. Dagligdags ting opleves dybt hellige. Man ser med mystikerens øjne, Gud er Nærværende overalt. Nåde er til forskel fra karma, ikke noget man kan gøre sig fortjent til, og dermed uafhængig af hvorvidt vore handlinger er gode eller slet så gode; den er Herrens svar på ens kalden på at opleve enhed med Det, som er hinsides navn og form, ens higen efter at slippe fri af dualiteten og dens oppositionelle realitet af godt og ondt, at have og at miste, succes og fiasko, berømt og berygtet. Man indser at egoets game med alle dets begær er én stor faldgrube, og man overgiver sig til Herren, ikke blot mentalt, men helt bevidst. Man søger frihed af egoets spil. Man absorberes ind i det, der er hinsides sindets bevægelser, den fundamentale kilde, bevidsthedens lys.

7. niveau: Gud er Fuldkommen Væren Bevidsthed & Salighed. ”Jeg er.”

Fri af sindets dualitet går man ind i det ikke-duale stadie af ’satchidananda’ (sanskrit) eller fuldkommen væren, bevidsthed og salighed. Denne tilstand er betingelsesløs eftersom den ikke er afhængig af noget som helst. Den er bare og man erkender at ”Jeg er Det”. Man bliver ikke speciel; man oplever ikke noget specielt. Det der er specielt eller særligt er per definition forskelligt, anderledes, men på dette niveau har man transcenderet alle modsætninger og erkendt sin enhed med Altet. På dette niveau, som teologer ville kalde monisme, er der kun én. I teisme er der sjælen og Herren og de er separate. Set fra monismens perspektiv er der kun én. Og den ene er uendelig, uforanderlig, evig, umulig at beskrive, altings udspring. Man får tilgang til Det i de dybeste meditative stadier, hvor sindet er faldet ind i stilhed, og bevidstheden ekspanderer. Da Moses spurgte Gud: ”Hvem er du?” og da Gud svarede ham gennem den brændende busk, faldt ordene: ”Jeg er Det Jeg er.” Det er både udtryk for den ultimative objektive og subjektive tilstand i eksistensen, ”Jeg” som subjekt og ”Det” som objekt. Det er ikke et tomrum. Det er altings kilde; fuldkommen intelligens. At være tilstede her & nu bliver da den eneste måde at være på! Væren, fremfor gøren bliver da din vej og dit mål. Nærvær - uanset hvad dramaet måtte handle om - skaber opmærksomhed - og opmærksomhed skaber salighed: ’satchidananda’. Og du kan ikke længere besvare spørgsmålet ’hvem er du?’ anderledes end med ordene ’Jeg er’. Ethvert andet svar opfattes som den rene misforståelse, egoets spil. Ens gamle vanemæssige tendenser, præferencer og ubehag går i eet med tapetet og følelsen at ”Jeg er” er i højsædet. Der er ikke mere ”andre/andet”. Denne realisation, bedre kendt indenfor Yogaens verden som samadhi, kommer under dybe meditative oplevelser - og kan igennem mange år være en yderst flygtig gæst, fordi man er så gennemtrukket af vane-identifikation med erindringer, med krop og sind. Men ved atter og atter at vende tilbage til denne tilstand forsvinder uvidenhedens, egoismens, blændværkets og karmaens pletter gradvis v.hj.a. Selv Realisationens strålende blegemiddel.

Transformation

Helgener fra alle åndelige traditioner, som har opnået dette stade, finder det så tilfredsstillende at lysten til at forblive i denne verden gradvist svinder bort sammen med alle de andre begær. Kroppen, med alle dens behov, vedbliver med at være en kilde til forstyrrelse og derfor forlader selv højt udviklede helgener, som har nået dette syvende stade (den syvende himmel) gerne denne verden uden brok, enten for at gå til himmels eller i søgen efter frihed fra hjulet af fødsel og genfødsel.

Imidlertid eksisterer der i Kina, Tibet og i Indien en oldgammel tradition af åndelige mestre, som har indset at åndelig udvikling per se ikke nødvendigvis ender med det ovenfor nævnte syvende stadie. I deres erkendelse af at Gud er Her, overgav de ikke blot deres sjæl til Gud - altså den spirituelle dimension. Også deres intellekt, ønsket om forståelse og viden, overgav de og blev derved viise; med alverdens lærdom til deres disposition, når blot de koncentrerede deres sind på et givet emne. Denne lærdom, denne visdom kom til dem, ikke som vanligt via studier eller empirisk research, men ved intuitivt at gøre sig til eet med studieobjektet. Denne indsigtsfulde lærdom kunne udtrykke de allerdybeste sandheder, som oftest er umulige at sætte klare ord på; - produktet af enestående intelligens som kommer til udtryk via dybt koncentrerede tilstande af kognitiv absorbtion eller samadhi.

Ved at tage skridtet endnu videre og hengive også selve sindet blev disse mestre til ”siddhaer” eller folk som kunne manifestere latente ’powers’ - som klarsyn, profeti, klarhørelse. Hengivelse på vitalniveauet var næste trin i udviklingen til at blive Maha Siddha, eller Stor Siddha og kunne manifestere endnu større ’powers’ som levitation, materialisering af objekter, dematerialisation af sig selv, kontrol over naturen og over hændelser i det hele taget. Når de derefter overgav sig selv på det fysiske niveau opgav selv cellerne deres begrænsede dagsorden om reproduktion og blev intimt forbundet med mesterens vilje og bevidsthed. Kroppen blev usårlig, udødelig, ikke længere underlagt naturens love. En sådan progressivt gradvis overgivelse til Herren udtrykker ikke blot en aspiration efter at blive befriet for denne verden og al dens elendighed, men snarere en tragten efter at tillade Herren/Gud/Eksistensen at manifestere sig gennem én selv på alle eksistensplaner og i alle fem kroppe: åndelig, intellektuel, mental, vital og fysisk. De som ikke så nogen forskel mellem materie og ånd, som kun så ånd, at alt er Guddommeligt, sådanne Siddhaer er de sande ledere i menneskehedens evolutionære udviklingsproces. For dem er Gudserkendelse i en sygdomshærget krop ikke perfektion. De har opfyldt Jesu’ formaning til sine disciple: ”Vær I Perfekte, således som jeres Far i Himlen er perfekt.”

Copyright: M. Govindan Satchidananda, Efterår 2007

Tilbage til Artikler

Babajis Kriya Yoga Hjemmeside