Det tamilske Yoga Siddha research projekt: De grundlæggende vanskeligheder, 3. Del

Det tamilske Yoga Siddha research projekt:
De grundlæggende vanskeligheder, 3. Del

ved Dr. T. N. Ganapathy, Ph.D - direktør for det tamilske Siddha Yoga projekt

Følgende artikel, den tredje i en serie er et uddrag fra vores kommende bog ”The Yoga of Tamil Siddha Boganathar” af Dr. T.N. Ganapathy. I første artikel diskuterede vi de mest basale vanskeligheder og selve udtrykket ’Siddha’. Denne artikel kommer ind på andre typer vanskeligheder når vi ønsker at studere Siddhaernes arbejder.

6. Den menneskelige krops filosofi

Alle de ortodokse systemer var mistænksomme overfor Siddhaerne med deres påstand om at man kan opnå Frihed eller moksha med kroppen. Ifølge de tamilske Siddhaer er målet med al yogisk sadhana ’kayasiddhi’ eller kropslig perfektion. Ortodokse Saiva Siddhantinere behandlede Siddhaerne som religiøse ’sorte får’og ekskluderede ethvert Siddha synspunkt fra deres omfattende samling af regler og filosofi (kanonisk ret) og af deres socio-filosofiske teorier. (67) Det er også rapporteret at de såkaldte ’pandarammer’ (asketer) af Saiva klassen udsøgte sig og erhvervede alle kopier af Siddhaernes poesi for derefter at destruere dem. (68) Det var en generel holdning blandt de lærde at de fleste af Siddhaerne var svindlere og bedragere, opiumsspisere og de rene drømmere - de blev kort sagt stigmatiseret systematisk og betragtet som en afvigelse fra den gængse hinduistiske model. Siddha doktrin og poesi opnår ikke elitens ’blå stempel’ uanset deres sange er populære blandt det tamilske folk.

Lad os forstå Siddhaernes opfattelse af den menneskelige krop, som er ganske unik og er ikke-accepteret blandt samtlige indiske filosofiske retninger; den ligger som et uerkendt postulat i den indiske tradition. I den tamilske Siddha filosofi opnåede kroppen en vigtighed, en status som aldrig tidligere set i Indiens spirituelle historie. Ifølge Siddhaerne er en mesters spirituelle virkeområde til hver en tid ham selv og hans krop, som i sig selv indeholder en udødelig essens. Den almindelige menneskelige krop kan og bør transformeres til en guddommelig krop og gøres til et redskab til hjælp for Befrielsen. Siddha synspunktet på kroppen som en moksa sadhana kendes som kaya sadhana. I Tirumandiram støder vi på en række vers som priser den menneskelige krop som en stige til mukti. I et berømmet vers kalder Tirumoolar den menneskelige krop for Guds tilholdssted. (69) I den tamilske Siddha litteratur tjener templet som billede på såvel makro - som mikrokosmos, den kosmiske mand såvel som mandens indre væsen. Et tempels forskellige dele er designet som dele af den menneskelige krop. (70) De tamilske Siddhaer forstod kroppen som en tærskel, en passage til den ultimative Virkelighed. Sivavakkiyar ynder at benytte udtrykket ’tærskel’ (vasal på tamilsk) og kalder kroppen tærsklen hvor Gud residerer. Begrebet ’tærskel’, trin, ’indgang’, ’begyndelse’ er mystisk. Det er en grænse mellem to verdener, den almindelige, profane verden og den hellige verden hinsides. Det er et punkt hvor vi går fra én værenstilstand til en anden, fra én bevidsthedstilstand til en anden. Udtrykket ’vasal’ som det brugtes af de tamilske Siddhaer symboliserer det øjeblik vi selv åbner op for nye dimensioner af vort væsen. De indså at man slet ikke behøver at valfarte til hellige steder eller studere shastraerne (spirituelle skrifter) når nu tærsklen ligger indeni én selv. (71) Idè’en om kroppen som Virkelighedens mikrokosmos forstod Siddhaerne som en mystisk og dybt spirituel betegnelse i modsætning til den rent fysiske forståelse af begrebet indenfor andre traditioner. Inter- relationen mellem menneskets krop og universet (som er Virkeligheden)må erkendes v.hj.a spirituel stræben. Et andet væsentligt aspekt i Siddhaernes syn på den menneskelige krop er ’nyasa’ som består i at føle Guden eller de kræfter guderne repræsenterer, i forskellige af kroppens dele.

I Siddha litteraturen finder vi følgende typer af kroppe: sthula-deha, - yoga-deha, - siddha-deha, pranava eller mantra-deha og gnana eller divya deha. Arbejdet med at ændre sthula-deha til divya-deha er kayasadhana. Sivavakkiyar forklarer transformationen af den fysiske krop til en guddommelig krop med analogien om ormen, der ændrer sig selv til en sommerfugl. (72) Lad os kort komme ind på de forskellige stadier kaya sadhana ombefatter. Sthula sarira er den umodne, ordinære fysiske krop, der ikke er disciplineret v.hj.a. yoga. Den udgør en ’vildledende tærskel’ som man først må ’åbne’ - gå hinsides for at opnå kaya siddhi. Sivavakkiyar siger at folk bør beskytte, udødeliggøre og bevare kroppen ved hjælp af yogaens metode ligesom de ville beskytte en smuk kvinde som lever under deres tag. (73) Når sthula sarira er disciplineret v.hj.a. yoga modnes den og kaldes nu ’pakva’. Pambatticittar bruger udtrykket ’pudam’ på tamilsk hvilket er ækvivalent for at ’gøre moden’, pakva. (74) Agattiyar Pancacaram (37) taler om at fjerne de uønskede elementer fra kroppen ved at brænde dem (Kundalini Agni) (75). Når først deha er gjort mere hårdfør ved yogaens hjælp, går de indre kræfter i gang med at hjælpe sadhakaen til at rejse kundalini i kroppen, som derefter passerer gennem de seks adhara’er. Det er en proces hvorigennem man tilegner sig diverse yogiske kræfter, de såkaldte siddhis, som så fører til en siddha deha, hvor kroppen kan gøre og være hvad som helst i overensstemmelse med sadhakaens vilje, efterdi den ikke længere er underlagt de almindelige regler for tid og rum som almindelige kroppe er det. Efter at have opnået siddhierne transformeres siddha dehaen videre til en mantra deha også kaldet pranava tanu. Pranava deha er en krop, der består af den hellige formel ’AUM’. Det er en nada eller lyd krop. Denne yogiske krop ledsages af visse mystiske lydvibrationer i form af mantraet ’Aum Nama Sivaya’. Yogiens krop er på dette stade ikke forskellig fra mantraet, d.v.s. kroppen er transformeret til en lyd-form, en mantra-form. Denne krop kaldes pranava eller mantra deha. Vi finder en beskrivelse af denne krop - mantira meni (mantra deha) i Tirumandiram 76. Den menneskelige figur som repræsenterer pranava deha kaldes mantirmeni chakkaram i tamilsk Siddha litteratur. I det tamilske arbejde ’Tirumantiramalai’ (300) finder vi en beskrivelse af hvorledes de enoghalvtres bogstaver i (det tamilske) alfabet udgør de forskellige af kroppens dele. (77)

Ifølge de tamilske Siddhaer er manden med pranava deha kroppen en ’jivan mukta’ - mennesket som er befriet mens han er i live. I Tirumandiram finder vi en beskrivelse af en jivan muktas karakteristika (78). I Siddha filosofien tales ikke om en videha-mukti - d.v.s. en post mortem befrielse, eller befrielse efter eller i døden, men kun jivan mukti, eftersom videha-mukti betragtes som blot en hypotese. En jivan mukta besidder ikke personlig bevidsthed, men en bevidnende bevidsthed. Selvom han handler i verden har han ikke fornemmelsen af at ’jeg’ handler. Han ser alle de mest ordinære ting i et nyt lys fordi han er trådt ind i virkelighedens hjerte. Baulerne fra Bengalen benævner denne jivan-mukta tilstand med ordene jiyanta-mora,”at være død mens man endnu er i live”. Vi finder lignende udtryk hos mange af de tamilske Siddhaer. Som en taoistisk filosof har udtrykt det: ”Den perfekte mand bruger sit sind som et spejl. Det fastholder intet; det afviser intet; det modtager, men beholder ikke.” I Siddha filosofi dør jivan-muktien ikke for at opnå Befrielse, men transformeres til selve Befrielsens værktøj, en divya-deha. Når jivan-muktaen opnår eller indtræder i divya-deha bliver han eet med uendeligheden, en paramukta. ’Enten-eller’ kategorien som logikken bruger når den siger enten eksisterer han eller han eksisterer ikke, kommer ganske enkelt ikke på tale i tilfældet af en Siddha som har opnået divya deha. Divya deha er en situation i hvilken man deltager i udødeligheden fra nu af og fra denne nuværende verden; og denne udødelighed skal vel at mærke ikke forstås som blot en ’overlevelse’, post mortem. Divya deha stadiet er ikke videha mukta. Der er stående eksempler imod videha mukti som eksempelvis Sankt Nandanar, Sankt Manikkavasagar, Sri Andal (som gik i eet med Herren i Srirangam), Sri Chaitanya og Sri Ramalinga Swamigal, som har opnået divya deha. Det er højst interessant og instruktivt at bemærke sig processen gennem hvilken den store yogiske mester Sri Krsna transformerede sin materielle krop til en divya deha, da han ønskede at forlade verden. I fuld koncentration udførte han en yogisk proces der kaldes agneyi-yoga dharma, d.v.s. processen med at udstråle den indre ild, hvorigennem han reducerede kroppen til en mere subtil form og med den krop forlod han verden. Det kan læses i Bhagavatam.

Divya deha kaldes også cinmaya, ’lyskroppen’. Det er en ’krop’ af uendeligt rum, vettaveli, en mægtig udstrækning uden nogen breddebestemmelse eller grænse. (79) På dette stadie gløder ’kroppen’ med udødelighedens ild. På tamilsk benævnes lyskroppen ’oli odambu’. Som Tirumoolar beskriver denne krop vil selve hårene på denne lyskrop, denne divya deha skinne (80). Når en Siddha opnår divya deha opnår han dermed Sivatilstand, Sivabevidsthed. Derfor refereres også til divya deha som kailaya deha (81). I Siddha mysticisme er sjælens befrielse ikke ensbetydende med at den er purusartha; vi har snarere konceptet jivan mukti eller befrielse indenfor sjælens livstid her på Jorden i form af opnåelse af udødelighed.

Uden at gå i nærmere detaljer kan vi sige så meget at vi i den tamilske Siddha litteratur støder på tre metoder ved hjælp af hvilke den menneskelige krop kan transmutere ind i udødeligheden. For det første er der den alkymistiske proces metode (Siddha medicin) som, istedetfor at finde sted i et laboratorie, udspiller sig i sadhakaens egen krop og bevidsthed. I Bogar 700 finder vi en reference til metoden for fremstilling af den højeste medicin - muppu - ved hjælp af hvilken kroppen vil blive til en divya deha krop, en udødelig gylden krop. (82) Den anden metode er kundalini yogaens, som er den metode alle de tamilske Siddhaer har benyttet sig af. En tredje foreslået metode er det man kalder ’ulta sadhana’ - det modsattes proces - som erklærer at sex-følelsen, hvis den bliver kultiveret på rette måde, kan bringe mennesket tilbage til selve virkelighedens hjerte. Når seksuel energi sublimeres og forvandles rejser yogien sig hinsides al identifikation med den fysiske krop. Denne tilstand kaldes teknisk set for urdhareta. Agastyar Jnanam, Bogar’s poesi og Tirumandiram omtaler alle denne tredje proces og forvisser os om at døden ikke findes for den mand, der benytter denne metode til perfektion. Ved at følge Bogar’s eksempel læres denne metode til at konvertere sexenergi til spirituel energi i alle Kriya Yoga centrene verden over (84). Måden til overvindelse af fysisk elendighed er at acceptere Siddhaernes doktrin om kroppen. Ja, denne accept er transcendens.

Tamil Siddha Research Projekt, 4.del

Artikler

Babajis Kriya Yoga Hjemmeside